Helgi Daner af Josefine Ottesen

| People’s Press | 537 sider | Udgivet 2/10-2014 |

4kron

Forlaget skriver
Helgi er en stor dreng, da han første gang bliver fremstillet for sin rigtige far, Danermarkens svage og forpinte drot, Gøtrik. Og snart skifter hans liv endnu engang bane, da han bliver givet til frankernes konge som gidsel og pant for fremtidige skatter. Ved Karl den Stores hof vokser Helgis ønske om at blive ridder, men hele tiden bliver han mindet om, at han bare er søn af en æreløs lydkonge. Hvis Gøtrik ikke betaler sin skat, vil Helgis hoved blive hugget af og sendt nordpå saltet ned i en tønde.Voldsomme begivenheder tvinger Helgi til at tage stilling. Kan han frit vælge at tjene det gode, det sande og det skønne, eller er han for evigt bundet til den slægt, han er født ind i? Og har han trods sin fars svigt et ansvar, når fjenden truer Danermarken?Helgi Daner er inspireret af legenderne om Holger Danske, der blev nedskrevet i Frankrig omkring år 1000

Anmeldelse
Denne bog fandt jeg da jeg var til Bogforum 2014. Jeg havde set i programmet, at Josefine Ottesen skulle have et oplæg på børnescenen. Da hun er en af mine yndlingsforfattere, blev mine fødder hurtigt styret i den retning. Hun fortalte levende om, hvordan hun havde genopdaget myterne om Holger Danske, som ”Helgi Daner” er hendes fortolkning af.
Da oplægget var slut befandt jeg mig pludselig i en kø med ”Helgi Daner” i hænderne, klar til at køre kortet igennem maskinen.

Helgi Daner er eventyrligt godt skrevet; man er fanget lige fra den første linje i bogen, og derfra fortsætter det bare. Pludselig er man kommet igennem over 500 sider. Sproget er forholdsvis simpelt, dog med en del gammeldags ord imellem, såsom drot, blankvåben mm. Her har Josefine Ottesen været meget forudseende og har lavet et register bagerst i bogen, der forklarer de ord, der kan volde en besvær. Ud over ordregister kan man også finde persongalleri, og et overordnet kort over det gamle Europa, så man kan følge med i hvor Helgi drager hen på sin færd, hvilket jeg brugte meget og stadig er meget begejstret for. Sidst, men ikke mindst kan man også finde teksterne til de sange, der er blevet digtet om Helgi Daner. Så vidt jeg kunne forstå på oplægget, er disse tekster også blevet indspillet med musik, og følger med den udvidede familieudgave af bogen.

Bogen henvender sig til begge køn, gamle som unge, da der er masser af krigsscener, sværdkampe og magtspil, som er beskrevet i detaljer – man er ikke i tvivl om mængderne af blod, der bliver udgydt. Samtidig kan man hele tiden følge med i Helgis følelser og tanker bag alt hvad han gør. Han har svært ved at finde sin plads i livet, og dermed også lykken. Der er selvfølgelig også masser af kærlighed i historien, både lykkelig og ulykkelig. En håbløs romantikker som mig måtte flere gange sidde og sukke.

Bogen foregår over flere år, så man følger Helgi gennem forskellige stadier i hans liv. Desværre savner jeg en opdatering for hvert spring, så man som læser bliver holdt opdateret om Helgis alder i takt med at historien udfolder sig.

Derudover skal man forholde sig til at det er en tyk bog, der ikke lige er læst på en eftermiddag på trods af at den er nemt læst.

Alt i alt en god bog for historieinteresserede, der samtidig elsker fantasy, uden at det bliver for overnaturligt. En rigtig ridderroman.

Ekstra info
Bogen er også udkommet som familieroman, hvor man med i købet får bogen i e-version og som lydbog, samt et kort resumé, så alle i familien kan være med.
Derudover medfølger der også spillekort med karakterene fra bogen, og vejledninger til sjove lege.

0 tanker om “Helgi Daner af Josefine Ottesen

  1. Jeg glæder mig så meget til at læse Helgi Daner. Den står herhjemme på reolen og venter på at jeg får tid. Josefine plejer jo at skrive fantastisk, så jeg forventer mig ret meget af bogen.
    Jeg er også lidt imponeret over den skriveproces hun har haft med bogen, og hele projektet om at gøre det til en familieroman.

    1. Tak for din kommentar. Jeg kunne heller ikke vente med at komme igang med den. Især ikke efter at Josefine også havde læst højt fra den. Men i hvert fald, glæd dig den er virkelig god.

Skriv et svar til Bogprinsessen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen