| C&K forlag | 446 sider | Udgivet 24/4-2012 |
Forlaget skriver
Forestil dig, at nogle mennesker kan påvirke dine følelser og tanker, når du læser, eller hvis de læser en bog højt for dig. At de kan forføre dig med de mest fantastiske historier, men også manipulere dig til at tænke lige præcis, som de ønsker. Forestil dig, at gamle bøger gemmer på stærke kræfter, der kun venter på at blive vakt til live … Da Luca Campelli dør en pludselig og voldsom død, arver hans søn, advokaten Jon, antikvariatet Libri di Luca i København. Jon har ikke set sin far i 20 år efter morens selvmord. Efter Lucas begravelse indvies Jon i en hemmelighed i kælderen under antikvariatet: Luca var før sin død formand for Bibliofilselskabet og de såkaldte Lettorer – mennesker med særlige evner til at påvirke folk gennem læsning. I antikvariatet møder han også den smukke, men ordblinde Katherina, der nærmest går i ét med reolerne. Da der følger et brandattentat på Libri di Luca, er det åbenlyst, at nogen benytter Lucas død som påskud for at tilrane sig magten i Bibliofilselskabet. Jon og Katherina får til opgave at trænge til bunds i mysteriet. Men hvem er forræderne blandt Lettorerne? Den mystiske rigmand Kortmann? Jons klient, forretningsmanden Remer? Eller nogle helt tredje?
Anmeldelse
Jeg havde rigtig høje forventninger til denne bog, for det første så synes jeg at dens forside er rigtig flot, og for det anede fangede bagsideteksten mig fuldstændig. Helt ærlig en bog der handler om kærligheden til bøger, og hvordan de kan påvirke en mere end noget andet. Det er da lige noget for en bogelsker som mig.
Desværre levede bogen ikke op til mine forventninger. Selve idéen er fantastisk god, og ikke en jeg har hørt om andre steder, forfatteren formår bare ikke at følge den til dørs. Der mangler nogle beskrivelser og forklaringer, mens andre forklaringer kunne jeg sagtens være foruden. Hvorfor er det lige at nogle udvalgte litterære værker bliver nævnt flere gange, man får at vide at de er specielle, men hvordan specielle. Jeg følte mig flere gange lukket ude af bogen, hvilket kort sagt er møg irriterende. Den startede rigtig godt ud, med en fed humor, men cirka halvvejs inde i bogen mistede den mig mere og mere. Det virkede som om forfatteren havde fået en idé, som han ikke helt kunne leve op til. Jeg sad tilbage med en masse spørgsmål, fordi der simpelthen var flere aspekter i bogen jeg ikke forstod.
Dog hyggede jeg mig meget ved at finde ud af, hvor meget man egentlig læser i løbet af en dag. Hvor meget ville en modtager kunne opsamle fra mig i når jeg sidder herhjemme, på vej til arbejde osv.? Alle de ting man læser i løbet af en dag, skilte på butikker, en sms, busstoppesteder, mærket på en jakke og meget mere. Jeg ville blive skør hvis jeg var modtager, og sad i en bus om morgenen.
Sproget er ligetil og historien kræver ikke nogen større viden om et bestemt emne, hvilket gør bogen nem at komme igennem. Den er underholdende, men man skal ikke sætte forventningsbaren for højt.
Jeg må indrømme at jeg ikke helt ved hvem jeg vil anbefale denne bog til.