Fantasyfestivalen 2019

20190918_190139

Der er gået en uge siden fantasyfestivalen løb af staben. De hjemmekøbte snacks er spist og armbåndet er klippet af, men minderne og alle bogindkøbene er der stadig.
Dette er mit andet år på fantasyfestivalen (mit første år kan I læse om her), og jeg tog ligesom sidst, min rigtig gode veninde Signe under armen. Klog af erfaringen fra sidste år valgte vi at køre fredag aften, efter arbejde. Klogt træk.
Alt var klaret, gifflarne var købt, bøgerne til signering var pakket, programmet lagt og benzinen fyldt på bilen. Vi manglede bare at fyreaftenklokkerne ringede så vi kunne begive os mod portalen til den fantastiske verden på hovedbiblioteket i Esbjerg.

received_2269602286683901

Vi ankom til Esbjerg sent fredag aften og det blev ikke til meget mere end en hurtig aftensmad og så på hovedet i seng, så vi var friske til lørdagens program.

Lørdag
Vi var nogle af dem, der havde været hurtigt ude og havde fået billetter til Jakob Stegelmann, som var det første punkt på vores program. Hvilket betød at vi havde halvanden time til at gå rundt og kigge på alle de spændende udstillere, og måske allerede der få købt lidt bøger. Hilst på nogle kendte ansigter. Set og hørt velkomsttalen. Før vi stillede os op i kø i god tid, for at få os nogle gode pladser. Det betalte sig og vi fik nogle fantastiske pladser på anden række.

20190914_113242
Desværre var oplægget ikke lige så fantastisk som jeg havde håbet på, men selve beskrivelsen af oplægget fortalte heller ikke så meget om andet end hvem han var. Det var mega fedt at høre den legendariske stemme nørde og fortælle en masse om forskellige film og scener, som har været med at forme fantasyuniverset. Han havde også en fed humor og nogle interessante klip med. Men jeg synes ikke at jeg rigtig tog noget med derfra.


Vi ville gerne have set programpunktet På virkelighedsflugt med The Boy Who Lived?, men korte ben og mange mennesker og et stramt program gør nogle gange at man ikke kan nå det hele. Så vi havde god tid til at kigge os omkring. Vi havnede nede i kunstnerhjørnet, hvor vi bl.a. fik lavet en fed tegning af Tegnebjarne, som jeg desværre ikke kan afsløre lige nu, da det er en julegave, but stay tuned. Derudover fik jeg også købt en afsindig fin dragering fra Castens jewlery, som jeg har haft på næsten hver dag siden. Jeg havde spottet den på vores første runde rundt og den havde ikke rigtig forladt min tanker siden. Så den var jeg jo nødt til at have.

20190914_203916

Jeg fik vist også startet en lille fight mellem Louise Haiberg og Christina Bonde. De gik meget op i hvem, der var mest passioneret når de signerede bøger og derved rystede bordet mest. Louise Haiberg demonstrere her, hvor meget liv og sjæl hun lægger i hver enkel signatur.
20190914_133044

Modsat sidste år, havde vi i år også god tid til at kigge rundt på boderne udenfor. Det var virkelig skønt generelt at se mennesker så engageret i deres hobby og håndværk.

20190914_145742
Lige pludselig blev klokken 15 og det var tid til at høre om Digte og Moselig med Jeanette Varberg og Malene Sølvsten. Selve oplægget kunne måske godt have brugt en ordstyrer eller en interviewer, da det var lidt ligesom at sidde og være med på et café-besøg mellem to gode veninder. Men et eller andet sted gjorde det ikke så meget, når det er to så interessante og nørdede personer, man fik lov til at lytte med hos. Vi fik fortalt Jeanette Varberg har været en kæmpe hjælp til tilblivelsen af Ravnenes Hvisken serien, samt mange fine og hyggelige anekdoter. Jeg har efterfølgende bestilt Jeanette Varbergs nyeste bog Vikinger hjem, og glæder mig til at kigge i den.

Lørdagen gik langsomt på hæld, jeg nåede dog lige at møde nogle af de Huffere (medlemmer af Håbefulde Unge Forfattere), der var med på festivalen i år.
20190914_172018

Efter en omgang mad på Jensen’s Bøfhus var det direkte på hovedet i seng (efter en del snak med veninderne), så vi kunne være klar til søndagens program.

Søndag

20190915_102905

Vi var halvtidligt oppe og pakke vores ting, så vi kunne checke ud og få skudt sidste dag på fantasyfestivalen godt i gang. Vi lagde hårdt ud kl. 10:30 med at lykønske tre nye forfattere på Tellerup. Nemlig Line Wenzel, Henriette Hesselholdt og ikke mindst Julie Midtgaard, som jeg kender gennem foreningen Håbefulde unge Forfattere. De var alle travlt beskæftiget med at signere og få krammere (de kunne næsten have skrevet en ny bog hver især med alle de ord de fik skrevet ned i bøgerne), så det blev til et kort tillykke
og en hurtig krammer.

20190915_103854
Så gik turen over til et foredrag om trekantdramaer i fantasy med et panel bestående af Julie M. Day, Katja L. Berger, Kristoffer J. Andersen og Jacob Kokkedal. De var hardcore styret af Silja Okking. Det overordnet spørgsmål: Er der for meget teenage-trekantsdrama i fantasy? Blev hurtigt manet til jorden og debatten gik straks over til, hvorfor det er så svært at få fat på god dansk fantasy og fantasy generelt i Danmark. Der blev diskuteret meget frem og tilbage. Både i panelet og blandt publikum. Der var sågar en blandt publikum, som var den eneste i sin gymnasieklasse, der havde læst Harry Potter *giisp*.
Der måtte jeg også på et tidspunkt række hånden op og forsvare mit hverv som boghandler, da der også blev sendt lidt verbale tæv den vej. Ikke at jeg ikke forstår det, men der er bare en masse andre ting, der spiller ind.

20190915_120124
Derefter blev det tid til et programpunkt jeg virkelig havde glædet mig til. Worldbuilding og rollespillet ÆR. Jeg har aldrig i mit liv spillet rollespil, men det lød simpelthen så spændende og jeg har altid været nysgerrig på, hvordan man kan skabe så store og sammenhængende verdener.
Jeg blev ikke skuffet. Oplægsholderen var Christian S. Hersker (Hvor awesome et navn er det ikke lige til en worldbuilder), som både var nærværende, ekstrem nørdet og virkelig interessant at høre på. Der kom ind i mellem nogle indforståede rollespilsjokes som jeg ikke kunne gøre så meget andet end at hoppe på med en lettere socialt akavet latter. Det gjorde mig langt fra noget og jeg fik da også stillet et spørgsmål eller to til sidst, da oplægget var slut, hvilket var alt for hurtigt efter min mening. Jeg er ret sikker på at jeg lige skal have kigget på spillet ÆR, når det bliver udgivet.

20190915_150612
Til sidst havde de fantasyquizzen tilbage. Sidste år nåede vi det ikke, da dørene hurtigt blev lukket grundet mange mennesker. I år havde Boris Hansen, som de sidste par år, har afholdt denne quiz, fået en hel foredragssal for sig selv.
Jeg havde godt hørt rygter om quizzen, at den var benhård, ultra nørdet og mega underholdende. Ingen af rygterne var usande. Vi var et hold på to og kom ud på den anden side med sølle 7 point u af 30 mulige. Vinderne vandt med 18 (bare lige for at understrege for hård quizzen var). Mit største nederlag var dog at jeg svarede forkert på et Harry Potter spørgsmål, som jeg egentlig først havde svaret rigtigt på, men så kortsluttede min hjerne og først flere dage efter kom min indre hånetrold op til overfladen og pointerede hvor dumt det svar var.

Efter Fantasyquizzen var fantasyfestivalen slut for denne gang. Dog har jeg haft den ære at have selveste Nanna Foss med i bilen hele vejen tilbage til Sjælland.  Jeg prøvede at overbevise hende om at det var en kidnapning og kun en højtlæsning af Spektrum 4, kunne sætte hende fri. Men hun var ikke rigtig til at hugge og stikke i. Så det blev til en masse snakken frem og tilbage om bøger, gifflar og disney.

Til sidst vil jeg gerne give en kæmpe tak, applaus og cadeau til min gode veninde Signe, som for andet år er taget med mig på fantasyfestivalen. Jeg ved at jeg opfører mig som en sukkerspeedet 5-årig og det er fantastisk at du vil tage med.

Tak for denne gang Fantasyfestivalen. Vi ses helt sikkert igen til næste år.

20190918_190259

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen