| Nyt Nordisk Forlag | 277 sider | Udgivet 11/6-2015 |
[Anmeldereksemplar]
Forlagets beskrivelse
16-årige Aysel tænker meget på at dø.
Hendes far har begået en frygtelig forbrydelse, hele byen taler om. Folk hvisker om hende bag hendes ryg, og hun føler sig ikke godt tilpas i sin mors nye familie.
Det er derfor, Aysel har planer om at tage sit eget liv, og der er kun ét problem – hun ved ikke, om hun har modet til at gennemføre det alene.
I et forum på nettet, hvor man kan finde en selvmordsmakker, møder hun Roman, en teenagedreng, der også er meget langt nede – og hun og Roman beslutter at tage herfra sammen.
Roman har allerede sat datoen. Der er kun 24 dage til.
En rørende og dramatisk historie til læsere af f.eks. EN FLÆNGE I HIMLEN.
Bogen er solgt til udgivelse i 17 lande og filmrettighederne er solgt til Paramount Pictures.
Anmeldelse
Hvis jeg skal være helt ærlig, så anede jeg intet om denne bog før den dumpede ind i min postkasse. Det er jeg dog meget glad for at det gjorde, den har været en rigtig positiv læseoplevelse for mig.
I starten er bogen meget lukket, jeg sad med flere og flere spørgsmål som ikke blev besvaret, og var faktisk en smule frustreret, og tænkte at dette nok ikke var en bog jeg fik læst færdigt. MEN efterhånden som man kommer længere ind i bogen, så åbner den sig mere og mere. Man får flere ting at vide, og bogen er mere generøs med oplysningerne. Den opfører sig faktisk lidt ligesom en person der ikke har det godt, og ikke helt tør stole på fremmede. I starten bliver de spørgsmål man stiller bare besvaret med korte ja og nej, uden at forklare nærmere, men efterhånden som man kommer ind på livet af dem, får man mere og mere at vide.
Jeg finder denne bog meget realistisk, og jeg synes personernes reaktioner er meget virkelighedstro, uden det slør af romantisering, der ofte ligger sig hen over Sick-litt genren.
Jeg havde igennem hele bogen ingen anelse om hvor den bar hen ad. Den kunne gå i alle retninger, og min hjerne kværnede derudaf mens jeg vendte siderne. Fed oplevelse.
Sproget er godt og dynamisk, med nogle flotte billedsprog, der gør det nemt at forstå hvordan Aysel har det. Aysels følelsesmæssige tilværelse bliver eksempelvis beskrevet som en sort slange, der ligger i hendes mave og suger alt hendes glæde til sig. Jeg synes denne beskrivelse meget rammende, man sidder næsten selv og kan mærke, hvordan Aysels depression føles. Jeg tror på hendes og Romans følelser hele vejen igennem bogen.
Denne bog anbefaler jeg til læsere, der holder af Sick-litt genren, men som måske er lidt træt af den over-romantiserede del af genren.