Bogslottets kælder #1 – Mette Sejrbo

Bogslottets kælder er et nyt tiltag, hvor der vil være interviews af forfattere, forelæggere og bogfolk i det hele taget.
Jeg har forsøgt at gøre spørgsmålene anderledes, og pirre lidt til den interviewedes fantasi.

Den første gæst i Bogslottets kælder er Mette Sejrbo. Hun er lige nu aktuel med to bøger i serien Ulfhedinsagaen, Heksens kald og Varulvens forbandelse, som er udgivet på forlaget Dreamlitt. I kan læse min anmeldelser af bøgerne her og her.

Byd velkommen til Mette
Mette-Poze_1519825948_291X450_c_c_0_0

Du er lige trådt ned i kælderen, hvordan ser den ud?
Den ligner cykelrummet i kælderen under min farmor og farfars lejlighed. Her lugter hyggeligt af solvarmet støv, fugt og alle de ting der er gemt væk i de aflåste kælderrum, som hver lejlighed råder over. De er linet op dør om dør hele vejen ned af en lang dårlig oplyst gang af beton. Der er lige præcis uhyggeligt nok til man er nødt til at spurte gennem gangen, som er tre opgange lang. Somme tider kan man også svagt lugte skyllemiddel nede fra vaskerummet, helt nede i den anden ende. Det er den nye med bamsen på. Den blå. Min yndlingsduft dengang, for min mor brugte den, så mit tøj emmede af “dugfrisk”.
Vi gemte os her i cykelrummet, når vi legede “Alle ud af dåse” som børn, indtil den gnavne visevært jagede os. Vi brugte rummet som teenagere når vi i smug skulle dele en Grøn Look, som en af os havde stjålet fra vores forældre, indtil den gnavne visevært smed os ud.
Hvad håber du på at finde hernede?
Den samme lugt, det vil bringe mig tilbage til barndommen, som på trods af fattig-firserne var en skøn tid at vokse op i. Jeg boede i et socialt boligbyggeri. Alle kendte hinanden og kom hinanden ved, og vi unger rendte altid ude lige så snart vi kunne slippe afsted.
Vi kunne godt bruge at blive mindet om de værdier i dag. Der mangler solidaritet og næstekærlighed.
Hvad ville du lave hvis du skulle være i Bogslottets kælder i flere timer?
Jeg ved at der er et hav af bøger. Jeg ville nok endelig tage mig tid til at sætte mig ned med Harry Potter. Jeg har aldrig fået dem læst, det ærgerligt mig, for det er jo et fantastisk univers. Måske skulle jeg tvangsindlægge mine børn til højtlæsning af den – to fluer med ét smæk. Der er for meget spil og YouTube-videoer efterhånden. Jeg er også slem til det. Det er en ommer.
Er der noget, der optager dig meget lige nu?
Det gør redigeringen af den sidste bog i triologien, som hedder Ulfhedin-sagaen, hvoraf Heksens kald, og Varulvens forbandelse allerede er  udgivet. Den er et mix af nordisk mytologi, indoeuropæiske folklore, og hvad der sker hvis nu alle myterne var sande, og en stakkels ung kvinde skal konfronteres med alle disse væsener.
Mine børn tager resten af tiden. De gennemgår begge lidt problemer i skolen, så jeg er der ekstra meget for dem. Det er vigtigt man er der for sine børn, de er en slags mennesker, men også 1/3 monster. Den skal lige have hjælp til at afreagere på de rigtige tidspunkter, så ender ungerne nok med at blive rigtige mennesker. Bekymringerne for dem, har jeg hørt, aldrig forsvinder.
Hvilken type bøger læser du mest?
Fantastik. Jeg har forsøgt med krimi og kærlighedsroman, men der mangler lige det ekstra element af det overnaturlige. Gys, fantasy og sci-fi er meget mere mig.
Hvad læser du lige nu?
Ud over jeg redigerer Vampyrens pagt, så læser jeg i en gammel fagbog der ganske simpelt hedder – Vikingen. Det er et samarbejde af arkæologer og specialister i vikingetiden, som har skrevet den. Jeg skal bruge den til at researche håndværk, klima og boformer til et manus jeg arbejder på. Det bliver forhåbentlig til en selvstændig bog i Ulfhedin-sagaens univers, som handler om Tordis, der nedkaldte forbandelsen. Tiden er ca. år 670, så ikke helt vikingetid, og heller ikke helt germansk jernalder. Den foregår i Sverige i en snæver periode som de kalder Vendeltiden. Der er ikke meget materiale om den tid, typisk mig at gøre opgaven umulig, men det er så spændende at dykke ned i verdenshistorien, og det er det som er drivkraften bag mine bøger – at jeg kan “studere” og videreformidle hvad jeg lærer.
Der dukker et bord med snacks og drikkevarer op. Hvilke håber du på?
Chokolade! Og chips. Jeg er desværre lidt for rund om livet, og jeg bebrejder chokolade og chips for min manglende evne til at slippe af med dellepyen.
Cola er jo en selvfølge. Det må gerne være Pepsi eller den nye 0% fra Harboe.
Er du natteravn eller morgenfrue?
Jeg er ægte b-mennekse. Desværre er mine børn a-monstre, så det har tvunget mig ud af sengen alt alt for tidligt, selv på søndage… Det er umenneskeligt.
Du opdager at døren du kom ind af, er låst. For at komme ud igen, skal du skrive dit yndlingscitat fra en bog, hvad er det?
Jeg har utallige film-citater, men egentlig ikke ét fra en bog. Jeg lærte dog et fantastisk citat i går, som i den grad beskriver en forfatters vision der bare bliver til begrænset volapyk, og slet ikke rummer alt det smukke som foregår i fantasien.
Peter Plys: “Det var klogt da det var inde i mit hoved, men så skete det noget på vejen ud!”
Hvad vil du skrive i gæstebogen inden du går igen?
Tak for en dejlig tur ned ad mindernes snoede vej, for at huske mig på at jeg bør læse mere med mine børn…og spise mindre chokolade… Men ikke chips, der er grænser for mådehold.
Med venlig hilsen
Mette
Tak for besøget Mette Sejrbo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen