Idag vil jeg overlade bloggen til Freja fra forlaget Ulven og Uglen, som er igang med en crowdfonding, til at kunne udgive Stormlysfortællingerne 2.
Jeg tjener intet på dette, jeg låner bare mit lille hjørne af internettet til et godt formål.
Jeg har fået lov til at afslutte vores gæsteblog-serie om crowdfundingen til oversættelse af Stormlysfortællingerne 2 med at fortælle om, hvad jeg bedst kan lide ved Stormlysfortællingernes univers.
Da jeg gik i gang med En konges vej del 1, var det med en blanding af spænding og nervøsitet. Jeg er virkelig glad for fantasy, især episk fantasy, og jeg glædede mig til at kaste mig ud i endnu en amerikansk mastodont-serie. Men jeg var også nervøs, for det var ikke kun hyggelæsning denne gang. Jeg skulle arbejde med denne bog, i og med at jeg skulle producere en bogtrailer til den, og det er aldrig lige så sjovt at arbejde med ting man ikke kan lide, som med ting man kan lide. Så jeg krydsede fingrene og gik i gang med at læse en aften efter arbejde. Og jeg blev ikke skuffet!
Stormlysfortællingerne havde faktisk en del mere at byde på, end jeg havde turdet håbe. Først og fremmest har vi selvfølgelig at gøre med en gennemtænkt og velskrevet historie, som ligger sig lidt væk fra ’klassisk’ episk fantasy, i og med at det magiske element i historien er underspillet. Vi møder f.eks. ikke magikere og overnaturlige racer på stribe, men finder derimod en stor del af det magiske element i objekter som f.eks. våben og rustninger (det såkaldte Skårpanser og de dertilhørende Skårklinger), som er i gået i arv fra en mytisk tid, og som nulevende smede ikke længere kan finde ud af at producere (selvom de prøver ihærdigt på at genlære det). Så er der nogle meget få personer, som er i stand til at ’svirpe’, hvilket er at bevæge sig imod naturens love (f.eks. løbe op ad en mur, få genstande til at bevæge sig, osv.). I En konges vej del 1 er der kun én person, som er i stand til at svirpe, og han gør det kun i nødstilfælde. Men det væsentlige her er, at svirpen ikke ’bare’ bortforklares som en medfødt evne – det er evnen til at ændre i tyngdekraft og atmosfærisk tryk. Så selv om det er magisk at være i stand til at ændre på det, er der altså en form for naturlovs-system bag magien, som kan studeres og forklares ’videnskabeligt’ (måske vil nogen finde det spændende, at Sanderson studerede biokemi et par år, inden han begyndte at skrive for alvor). Faktisk er magi-systemer noget, som Sanderson selv bruger meget tid på – både i sit forfatterskab og i sin undervisning (jeps, han underviser ved siden af al sit skriveri), og er man interesseret i hans tanker om emnet, kan man læse mere på hans hjemmeside, hvor han har sat tre ’love’ op for, hvad der udgør et godt magi-system.
Okay, nok om nørdede magi-systemer. Det bedste ved En konges vej er jo selvfølgelig Kaladin – Delingsfører, Stormvelsignet, helbreder, god med spyd og vansiret i ansigtet, efter at være blevet brændemærket slave. ”What, slave?!” tænker du. Og ja. Efter en tragisk fortid er Kaladin blevet tvunget længere og længere ned i samfundet, men hans indre styrke og høje moral holder ham på rette spor. Jeg har en teori om, at det ikke er et tilfælde at ’Kaladin’ ligner ordet ’paladin’.
Jeg har fundet mit personlige yndlings fan-art af Kaladin frem, så I kan få en fornemmelse af, hvad hypen handler om. Den fe-lignende ting i hans hånd hedder Syl, og er en spren – en slags inkarnation af en følelse eller naturelement.
Anyway – jeg er ret stor fan af Kaladin. Mest fordi han er ret hardcore, og ekstremt praktisk, samtidig med at han er medfølende. Som det fremgår af illustrationen, forestiller jeg ham også som noget rimelig lækkert øjeguf (selv med sår i panden). Kan man kalde det for øjeguf, når det er noget man forestiller sig? Hmm. Hjerneguf. Kaladin the paladin er syg hjerneguf. Tag og læs bøgerne!
Skrevet af Freja Løvhøj
Billede af Krhart
https://www.deviantart.com/?qh=§ion=&global=1&q=Krhart&offset=48