| Damgaard | 165 sider | Udgivet 28/5-2014 |
Forlaget skriver
Da Anne gik til læge med en følelsesløs arm, blev hun sendt hjem med besked om, at det skulle tackles med humor. Senere viste det sig, at hun led af en alvorlig kronisk sygdom, som ændrede alt for hende. Diagnosen udløste en endeløs række af gode råd og løsninger fra omgivelserne. Størstedelen af dem var diverse variationer af ´tag det med et smil´ og ´husk at være positiv.´ Dybt frustreret valgte Anne at skrive om alle de forkerte tanker og følelser. Om vreden, angsten og den store sorg over den usikre fremtid. For sygdom kan ikke grines væk.
Anmeldelse
Dette er en rigtig svær anmeldelse for mig at lave, da jeg synes det er en ekstrem vigtig historie at få ud, samtidig blev det desværre til en bog, der for mig bare skulle overstås.
Bogen er skrevet ud fra Anne Bredahl blog, og derfor er der mange huller i historierne, og består primært af hvad hun tænker og oplever, og ikke en sammenhængende historie. Hvilket, jeg må indrømme, havde svært ved at komme igennem.
Jeg synes dog at jeg har fået en del ud af bogen også, for hvordan skal man håndtere, hvis en man kender får en kronisk sygdom, og det derfra bare går ned ad bakke? Hvad er okay at sige? Hvad er bare ikke okay? Har man det med at sige nogle ting, uden at vide hvor meget det sårer personen? Ja det har man! Jeg måtte flere gange krumme tær over Anne Bredahls skarpe bemærkninger, da jeg sagtens kunne finde på at sige nogle af de ting, Anna bare ikke kunne have, uden at tænke over at det ville føles som jag af smerte hos en, der kronisk syg.
Ironisk nok havde jeg håbet på at bogen var skrevet med mere humor, så jeg ind i mellem kunne få mig et grin, frem for at sidde og krympe mig mere og mere under noget jeg mest vil betegne som brok.
Alt i alt, jeg synes det er en vigtig historie at dele, og jeg er sikker på at den kan hjælpe nogle mennesker, den er bare ikke mig.
