| Gyldendal | 761 sider | Udgivet 29/6-2018 |
Forlaget skriver:
Feyre er vendt tilbage til Forårsriget, hvor Tamlin har indgået en alliance med Hyberns konge, der truer med at invadere og ødelægge Pritanien. For at afsløre Hyberns planer indleder hun et dobbeltspil, hvor selv et enkelt fejltrin kan få alvorlige konsekvenser, ikke blot for Feyre, men for hele Pritanien. Mens elverrigerne opruster til den endelige krig, må Feyre afgøre, hvilke af de magtfulde og dødsensfarlige Storfyrster hun kan stole på. Men vil det være nok til at redde kærligheden?
Anmeldelse:
Jeg elskede virkelig starten af bogen. Feyres følelsesclash og kamp for overlevelse. Det er så godt tænkt og velovervejet. Jeg kunne særligt godt lide den måde, hvorpå hun hele tiden går og ligger planer, som så må laves om en genovervejes fordi hendes omgivelser ændrer sig. Det snørede sig flere gange sammen i mit bryst i takt med at spændingen steg. Det var så irriterende når min biltur (hørte den som lydbog) var slut eller jeg var færdig med at støvsuge. For jeg måtte jo vide hvad der skete. Hvorfor kræver livet ens tilstedeværelse.
Sarah J. Maas kan bare det der med karakterer og deres interaktioner. Det er så rent og sjovt. Hold nu op hvor jeg føler den. Der bliver opbygget nogle fede forhold og alliancer allerede i løbet af de første kapitler i bogen. Nogle af dem er gamle, som bare gror sig stærkere, mens andre er nye og spirende.
Dog klipper filmen for mig ind i mellem. Det sker særligt når disse stærke alliancer og ”Du er vores fyrste” bliver totalt ignoreret når det virkelig gælder. Dette sker flere gange i løbet af bogen. Der har lige været en brandtale om hvor stærk en familie Feyre og hendes selvvalgte familie er, og når det hele brænder på, så er der altid en eller flere der går stik imod ordre. Helt ærlig! I har været i krig sammen før, og så tror I at dette her er en god idé? Prrf fiktive karakterer (indsæt smiley, der himler med øjnene). Sarah J. Maas kunne godt have plottet dette mere elegant.
I denne bog er der to kapitler fra Rhysands synsvinkel. Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår hvorfor de er der? Jo, de er hyggelige nok og det er da meget sjovt at se verden fra hans synsvinkel. Men jeg havde forventet noget mere af at skulle være inde i hovedet på Rhysand, og ikke kun to kapitler i en bog på over 700 sider. Det gav mig ikke rigtig noget ekstra til fortællingen. Jeg har i anmeldelserne af de to tidligere bøger kommenteret på at antagonisterne ikke rigtig virkede skræmmende på mig. Dette har ikke ændret sig i denne bog. Så jeg behøver ikke at komme nærmere ind på det i denne anmeldelse også.
Lucien er stadig en fantastisk karakter. Jeg er stor fan af at han får lov til at have lidt mere betydning for historien og man får set nogle flere sider af ham. Som jeg nævnte før, så er Sarah J. Maas rigtig god til at udvikle karakterer, de fleste af de bærende karakterer er fuldstøbte, med lige det rigtige drys skyggesider og imperfektioner.
Handlingen er den perfekte spændingskurve med masser af action- og tankescener. Tempoet veksler på den helt rigtige måde og sørger for at holde en fast uden at man mister overblikket.
Jeg glæder mig til at læse/lytte den næste bog i Gyldendal, jeg håber at I er i gang.
