| Gyldendal | 158 sider | Udgivet 21/2-2020 |

Forlaget skriver
Stephanie har kun én ting i hovedet: at blive den dygtigste havfrue på holdet, så hendes svømmelærer Tarek endelig får øjnene op for hende. Men hvor langt vil hun gå for at få det, hun drømmer om? Jeg ved ikke, hvad jeg skulle med en bedsteveninde. Eller hvad de skulle med mig. Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg ved, at far kan lide mig, hvis jeg ikke brokker mig eller beder om noget, og hvis jeg ikke græder eller hidser mig op eller minder om mor. Og jeg ved, at mor kan lide mig, når jeg minder hende om hende selv. Når jeg vil de samme ting, som hun vil, eller ville engang. Te og pizza og skøjter og tøsesnak. Den slags. Og når jeg er tynd. Hun kan bedst lide mig, når jeg er tynd. Tarek kan godt lide mig, når jeg er en dygtig havfrue. Jeg kan se det på den måde, han kigger på mig på. Det er noget med hele hans ansigt, der stråler, og noget med hans blik og med måden, han ryster på hovedet på, som om han synes, jeg bare er helt utrolig. Når han kigger sådan på mig, er det det bedste, jeg ved.
Anmeldelse
Denne bog gør ondt. Ondt på den allerbedste måde litteratur kan. Den ramte virkelig mit lille skilsmissebarnehjerte. Stephanies forældre er skilt og selvom bogens tema drejer sig om havfruesvømning, så handler den også om den ubehagelige virkelighed, hvor skilte forældres følelser går ud over barnet, der sidder fast i midten. Stephanie bliver brugt som en brik i forældrenes kamp mod hinanden. Noget som hun i sin meget unge alder selvfølgelig ikke kan håndtere.
Jeg elsker dog Stephanies selvtillid i forhold til egne evner. Måden hun ved at hun er dygtig og finder styrke i det. Den allerførste sætning i bogen er “Jeg er et naturtalent” og så er tonen ligesom allerede sat. Jeg er også ked af på Stephanies vegne, at hun ikke får den hjælp og guidance hun har brug for til at håndtere de sejre og slag, der følger med at være og ville forblive den bedste havfrue. Fordi de voksne omkring hende har travlt med alt muligt andet end de burde.

Sanne Munk Jensen skriver i et direkte og råt sprog, som på en måde virker helt nøgent og barberet for alle flotte dækord; bortset fra når Stephanie er ude og svømme eller øver sig i at holde vejret længe under vandet. Hvilket er et genialt greb, i en sådan historie. Det giver en stærk kontrast i de verdener, som man skal navigere i. Denne bog er skrevet til et ret ungt publikum og derfor kommer disse meget tydelige stemningsskift i den grad til sin ret.
Bogen forløber uden kapitelinddeling. Dette får bogen til at virke som en lang tankestreg og tilføjer en hektiskhed over fortællingen, som bare fortsætter og fortsætter uden pause. Lidt ligesom Stephanies liv.
Denne bog vil være god at læse for mange børn og unge også selvom de ikke selv har skilte forældre, men jeg vil på det kraftigste også anbefale voksne, især skilte voksne med børn at læse denne bog, da den giver et knivskarpt perspektiv på den part af en skilsmisse som mange glemmer midt i alle følelserne.