Forfatter Nanna Foss: En præsentation
Som barn troede jeg, at forfattere var sådan nogle magiske, superintelligente væsner, der bare skrev en bog i ét stræk, BUM, og så var den helt perfekt. Jeg troede, at de havde det hele inde i hovedet og bare skulle hælde det ud på papiret. Derfor virkede forfatterdrømmen meget fjern dengang – for jeg var jo hverken magisk eller superintelligent.
Jeg har senere fundet ud af, at en bog ofte bliver skrevet om rigtig mange gange, før den bliver udgivet. Og at den aldrig bliver perfekt (i hvert fald ikke fra forfatterens synspunkt). En bog er aldrig HELT færdig. Men den får sit eget liv, når forfatteren slipper den og lader læseren tage over.
Som 28-årig udgav jeg min første novelle, DRAGELORT (2013). Året efter udkom romanen LEONIDERNE – første bind i SPEKTRUM-serien, der handler om paranormale evner, mystik, venskab og kærlighed på tværs af tid. Bind 2 udkommer til efteråret, og der er planlagt 9 bind i alt.
Når jeg ikke skriver på mine egne bøger, er jeg elev på Forfatterskolen for Børnelitteratur i København (årgang 2014-16). Jeg underviser i skrivning på Forfatterskolen for Unge i Odsherred, har skrevet et par ugebladsnoveller og er så småt begyndt at holde foredrag og skriveworkshops. Som forfatter i Danmark kan man sjældent leve af sine bøger alene, så det handler om at finde andre ting, man kan tjene penge på, indtil Hollywood får øjnene op for én og man bliver styrtende rig (haha, I wish!)
Jeg er også medlem af HUF (Håbefulde Unge Forfattere); en forening for skriveglade under 30. Mødet med HUF sparkede virkelig min skrivning i gang for nogle år siden, og i dag er jeg selv med til at arrangere skrivekurser og skriveferier for medlemmerne.
Hvordan skriver man (jeg) en bog? Det har jeg beskrevet i disse fem punkter:
At skrive en bog #1: Idéen
At skrive en bog #2: Første udkast
At skrive en bog #3: Testlæsning
At skrive en bog #4: Manuspleje
At skrive en bog #5: Alt det andet!
At skrive en bog #1: Idéen
Der er mange måder at få idéer på. Som barn skrev jeg en masse historier, inspireret af de bøger, jeg selv læste. Blandt andet min mors DE 5-serie og DET LILLE HUS PÅ PRÆRIEN, så mine personer havde et lidt … eh, gammeldags ordforråd. De sagde ’traktere’, ’limonade’ og ’sinkadusen’ som det mest naturlige i verden, selvom de (og jeg selv) var 10 år.
En af mine første bøger handlede om tidsrejser. Jeg fik kun skrevet den første side, hvor pigen ’Nanna’ finder en tidsrejseamulet. Jeg havde glemt alt om bogen, indtil jeg fandt den for nylig. Lidt sjovt, at jeg knap to årtier senere har udgivet LEONIDERNE, der også handler om en pige og en tidsrejseamulet.
Inspirationen til LEONIDERNE kom fra en drøm, jeg havde, hvor en flok unge mennesker med lysende hænder skulle flygte fra nogle mørkevæsener. Det kunne de kun gøre ved at rejse i tiden. Jeg skrev drømmen ned, og nogle år senere kombinerede jeg den med et stykke tekst, jeg havde skrevet om en pige, der drømmer om en dreng – og møder ham i sin klasse dagen efter.
Det er sådan med idéer, at de tiltrækker hinanden. Så jo mere jeg arbejder med SPEKTRUM-universet, des mere udvider det sig. Det var ikke oprindeligt planen, at der skulle være 9 bøger i serien, men efter jeg fik idéen om at give hver bog en ny jegfortæller, greb det om sig. Jeg glæder mig til at udforske nye personer i de kommende bøger. Især min blinde hovedperson bliver spændende at skrive om.
At skrive en bog #2: Første udkast
Den allerførste, færdige udgave af LEONIDERNE var på 168 sider i Word. Det var kun min mand, der læste manuskriptet, før jeg skrev det helt forfra. Lavede plottet helt om og ændrede fortællestemmen fra 3. person datid til 1. person nutid. Bogen endte på 250 Word-sider (542 bogsider), og der er kun få elementer tilbage fra den oprindelige version.
Jeg prøver på ikke at tænke for meget, når jeg skriver første udkast. Det går ikke altid så godt, må jeg indrømme, for jeg er meget perfektionistisk og kan let hænge fast i en enkelt sætning. Men jeg husker mig selv på, at der ikke er noget i første udkast, der er endeligt – at jeg altid kan lave det om, når jeg redigerer.
Jeg har fundet ud af, at konceptet hurtigskrivning (power writing) fungerer rigtig godt for mig. Det går ud på at skrive løs, uden at tænke på tastefejl eller på, om det lyder dumt. Man skal bare skrive, skrive, skrive. Når man har skrevet nok, har man måske første udkast til en bog – og SÅ kan man begynde at redigere.
Mit æggeur er en trofast ven, når jeg arbejder. Hvis jeg sidder fast i et plotproblem eller en sætning, der driller, lokkes jeg for nemt af Facebook og andre ting. Men så plejer jeg at sætte æggeuret og aftale med mig selv, at jeg først må bevæge mig ud af Word, når det ringer. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det virker. Andre gange kan jeg sidde oppe i flere døgn og arbejde uafbrudt, fordi det bare kører – og så er æggeuret slet ikke nødvendigt.
Musik er også rigtig godt til at hjælpe kreativiteten på vej. Jeg bruger mine YouTube-playlister (link nederst i dette indlæg) – med alt lige fra filmmusik til Beatles og mærkelige covernumre. Jeg kan godt høre et nummer på repeat flere dage i træk, hvis jeg virkelig bliver grebet af en stemning.
At skrive en bog #3: Testlæsning
Selve dét at skrive bogen skal man selv gøre (selvfølgelig). Men det kan være en god idé at få hjælp fra andre, hvis man er i tvivl om nogle praktiske ting – eller bare har brug for friske øjne på teksten.
Før jeg sendte manuskriptet af sted til et forlag, fik jeg hjælp af 21 testlæsere i alderen 12-53 år. Nogle af dem kendte jeg i forvejen, andre havde jeg fundet på nettet eller via mit netværk. Nogle var selv forfatterspirer og kunne komme med konkrete, håndværksmæssige råd, hvis noget ikke fungerede. De helt unge testlæsere hjalp mig med at tjekke, om sproget var for gammeldags. Min svigermor, der har arbejdet på en skadestue, sikrede sig, at jeg havde beskrevet en scene med brandsårsbehandling korrekt.
Især de to unge testlæsere fra Dansk Blindesamfunds Ungdom (DBSU) var helt uvurderlige. En af hovedpersonerne i SPEKTRUM-serien er blind, så jeg havde brug for hjælp til at gøre hans hverdag så realistisk som muligt. Hvordan er det at være blind teenager? Hvilke udfordringer og fordomme kan man møde? Mange spørger mig, hvordan man kan være testlæser, når man er blind. Det kan man ved at benytte et skærmlæserprogram med talesyntese, så den elektroniske tekst læses op på computeren. Sådan nogle små detaljer har jeg fået med i LEONIDERNE.
Nogle af testlæserne har jeg beholdt til bind 2 også. De kommer med generelle kommentarer til sprog, plot og personer. Er der noget, som er svært at forstå? Går det for hurtigt eller for langsomt nogle steder? Og virker mine små ’overraskelser’ i teksten, som de skal? Hvis jeg får en kommentar som denne her fra en testlæser, ved jeg, at jeg er på rette vej:
At skrive en bog #4: Manuspleje
Efter testlæsning og omskrivning sendte jeg LEONIDERNE af sted til Forlaget Tellerup. De havde rigtig travlt, så der gik næsten fire måneder, uden at jeg hørte noget. Jeg var begyndt at forberede mig på et afslag, da deres danske redaktør ringede og sagde, at de gerne ville udgive bogen. En uge efter skrev jeg kontrakt på LEONIDERNE, og så begyndte næste skridt: Manusplejen!
Manuspleje er Tellerups ord for ’redigering med redaktøren’. Manuskriptet bliver låst, så alle ændringer kan ses i teksten. Hvis min redaktør sletter eller tilføjer noget, bliver det blåt i mit dokument. Hvis jeg selv sletter eller tilføjer, bliver det rødt. Hvis jeg copy-paster, bliver det grønt. Ikke et komma rykker sig, uden man kan se det. På den måde er det ikke nødvendigt at læse HELE manuskriptet igennem hver gang, for man kan lynhurtigt se, hvor ændringerne er.
Og så er der alle kommentarboksene ude i siden, hvor jeg kommunikerer med redaktøren. ’Kan du finde et bedre ord her?’ skriver hun for eksempel, eller ’var den sofa ikke rød i sidste kapitel?’ Hun laver måske også en smiley, hvis hun synes, noget er sjovt – eller vi forhandler om, hvorvidt der skal være komma i en sætning eller ej.
Manusplejen foregår over flere runder. Først de store ændringer, som kapitler, der skal tilføjes eller slettes – og senere småting, som ord og vendinger, man er lidt for glad for (i manusplejen på LEONIDERNE opdagede jeg, at ordet ’pludselig’ blev brugt over 100 gange – ups!)
Når manusplejen er overstået, bliver teksten sat op af grafikeren, og jeg læser korrektur, hvorefter grafikeren retter de sidste ting. Så er bogen klar til tryk – og historien er ude af mine hænder.
At skrive en bog #5: Alt det andet!
At være forfatter er for mig mere en livsstil end et job. Jeg betragter det ikke som overarbejde, når jeg opdaterer Instagram med en anmeldelse klokken seks om morgenen eller skriver et blogindlæg i weekenden. Eller når jeg sidder oppe hele natten for at skrive en scene færdig. Selv når jeg ser en film eller læser en bog, arbejder min hjerne med at analysere plot og karakterudvikling – og nye idéer dukker op de mærkeligste steder (i badet, på ladcyklen og lige før jeg skal sove).
Desuden holder jeg foredrag, underviser og skriver noveller, så jeg kan tjene nogle penge, indtil biblioteksafgifter, royalties og eventuelle legater spytter et par mønter i sparegrisen. For ikke at glemme alle de bøger, jeg gerne vil nå at læse, og de skrivekurser, som jeg gerne vil deltage i for at blive bedre. Den sværeste kunst ved at være forfatter er faktisk at holde fri, synes jeg.
Jeg ville dog ikke kunne være ’forfatter’ alene. Det er mig, som skriver bøgerne, javist – men jeg er kun første led i en meget lang fødekæde. Det starter med en idé, som bliver til et førsteudkast og x antal omskrivninger. Derefter er jeg afhængig af min redaktør og mine testlæsere. Af grafikeren, der sætter bogen op, og illustratoren, der laver forsiden. Af korrekturlæseren, PR-manden, lydbogsindlæseren og lagerarbejderen, der sender bøgerne ud. Af boghandlerne, anmelderne og bogbloggerne. Af familie og venner, der hepper på sidelinjen, og af forfatterkollegerne, som jeg deler sorger og glæder med.
Og ikke mindst: Jeg er afhængig af læserne. For uden nogen til at købe, låne og læse mine bøger er det hele nemlig lige meget. Så tak fordi du læser med 🙂
Vil du vide mere?
Man kan følge med i mit forfatterskab på Facebook, Instagram og min blog/hjemmeside. Jeg bruger YouTube til at samle playlister med inspiration, og jeg har en profil på Goodreads, hvor jeg finder nye titler til min (meget lange!) to-read-liste og diskuterer bøger med blogger- og forfattervenner over hele verden. Jeg er også på Pinterest og Twitter, men de andre steder er jeg mest aktiv. Tilføj eller følg mig gerne – jeg elsker at få nye ’bogvenner’!
KONKURRENCE-TIP: Resten af året kører jeg en stor konkurrence sammen med Forlaget Tellerup. Hver måned kan man vinde LEONIDERNE + en plakat med bogens hovedperson ved at bruge hashtagget #spotspektrum – og i slutningen af året kommer der en (stadig hemmelig) hovedpræmie.
Sikke et dejligt indlæg! Det får helt klart mine forfatterdrømme til at tænke sig om: skal man forsøge sig frem igen? Der er super mange gode tips og tricks – og så er det jo bare rigtig dejligt, at høre hvordan det hele foregår fra en, der selv er forfatter 🙂
Hvor er jeg glad høre at du har fået noget ud af det. Det er lige præcis idéen med dette tema. 🙂
Skønt indlæg!
Det er utroligt hvor meget arbejde der ligger bag en bog – jeg har, ligesom Nanna da hun var yngre – altid forestillet mig, at forfatterne bare tryller bøgerne frem.
Det er første de seneste år det egentligt er gået op for mig, hvor lang en proces det er, at skrive en bog! 🙂