| Tellerup | 247 sider | Udgivet 16/3-2016 |
[Anmeldereksemplar]
Forlagets beskrivelse
Efter opgøret i kirken vågner
Ally i skovbunden tidligt om morgenen,
og det sidste hun husker er dæmonen
som greb fat i hende.
Da hun genforenes med kredsen, får hun at vide
at Jay, Louise og William er forsvundet.
Ally er overbevist om at hullet i det hemmelige rum
er en portal til en anden verden
og beslutter sig for at tage tilbage til kirken for at
finde ud af hvad der er sket.
Snart bliver hun konfronteret
med sine forfædres synder
og må træffe sit livs vigtigste valg.
Skæbnens kald er andet bind i trilogien
DÆMONHERSKERENS ARVING
– en serie om paranormale kræfter,
kærlighed og svære valg.
Anmeldelse
Efter slutningen på Skyggernes bog, den første bog i serie, har jeg hungret efter en fortsættelse. Nu kom den endelig, og ja, den er hurtigt læst, men overhovedet ikke hurtigt glemt. Jeg vendte siderne lynhurtigt, og før jeg vidste af det var bogen færdig. Det var skønt at være tilbage på Larchwood kostskole. Jeg skulle dog lige bruge lidt tid på at finde rundt i hvem de forskellige personer var, og hvem der var sammen med hvem. I bogen bliver man også introduceret for en række nye karakterer, hvor en af dem er Tristan. Jeg må sige at han er en meget vellykket karakter, og jeg er meget begejstret for ham. Mere af ham, tak.
Derudover er jeg helt tosset med forsiden. Hold nu op hvor er den flot, og sikke et fortryllende øje han har. Well done.
Jeg savnede dog lidt mere substans og karakterudvikling, Allys venner flød lidt i ét med hinanden for mig.
Historien kører én rundt i manegen, og bedst som man tror at man har regnet den ud, så vender Klaris det hele på hovedet, og man mister fodfæstet. Så er der jo ikke andet for end bare at få læst videre, mens underbevidstheden kværner derudad. Det var en fed læseoplevelse, og jeg vil glæde mig utålmodigt til den næste og sidste bog i serien.
Du skal læse denne bog hvis…
Du er til dark fantasy med dæmoner og forudbestemte skæbner. Du har læst den første bog i serien. Du er til god teenagedrama af bedste stil.