| Politikens forlag | 288 sider | Udgivet 20/2-2020 |
Forlaget skriver
Will og Stella bliver hovedkulds forelskede i hinanden, der er bare en lille forhindring … de skal altid holde mindst to meters afstand imellem sig. Men kan man elske en, man aldrig må røre?
Stella Grant er altid i kontrol, også selvom hendes ukontrollable lunger har sendt hende ind og ud af hospitalet, så længe hun kan huske. Lige nu er det vigtigste, Stella skal have kontrol over, at hun ikke kommer for tæt på nogen, der har bare den mindste risiko for at smitte hende med en infektion, der kan ødelægge hendes muligheder for en lungetransplantation. Derfor skal hun holde to meters afstand til alle. Uden undtagelse! På afdelingen møder hun Will Newman. Det eneste han derimod vil have kontrol over, er at komme ud af hospitalet. Han er ligeglad med sine behandlinger og et eller andet nyt mirakelmiddel, der måske kan helbrede ham. Han bliver snart atten, og så har han tænkt sig at frakoble sig alle maskinerne og forlade hospitalet for at tage ud og opleve den virkelige verden.
Will er alt det, Stella skal holde sig på lang afstand af. Hvis han så meget som ånder på hende, kan hun miste muligheden for at få nye lunger og dermed et nyt liv. Den eneste måde, de begge kan overleve, er ved at holde sig fra hinanden. Men pludselig føles to meters afstand ikke som en sikkerhed. Det føles som en straf. Hvad nu, hvis de kunne stjæle bare lidt af den plads, deres ødelagte lunger har stjålet fra dem? Ville halvanden meter virkelig være så farligt, hvis det afholdt deres hjerter fra at blive knust?
Anmeldelse
Denne ungdomsbog behandler et meget tungt emne, men er dog skrevet ret ligetil og med et let plot. Hvilket er et kæmpe plus, da der indimellem kommer nogle stykker med infodump omkring medicin, sygedomme og lungetransplantationer. Den bliver dog også ved det overfladiske. Jeg får en masse direkte information om Stella og Will, som jeg desværre ikke får at mærke. Jeg tror bl.a. det er fordi der er meget tell og ikke så meget show, hvilket selvfølgelig er med til at lette teksten, men det gør også at jeg ikke føler, at jeg kender Stella og Will meget bedre efter endt læsning, end det jeg fik fra bagsideteksten. De kan til tider virke næsten karikerede.
Derudover oplevede jeg en stor frustration ved at læse en kærlighedsroman, hvor de to elskende ikke måtte røre ved eller nærme sig hinanden. Det er hamrende frustrerende. Man sidder og ivrer efter at de skal kysse samtidig med, at man råber, at de skal lade være. Det var ret godt, da jeg der kunne leve mig ind i kvalerne, de to hovedpersoner måtte have. Jeg synes dog stadig at der manglede en eller anden form for forløsning på den front, da det bliver lidt fladt med så meget opbygning og ingen forløsning.
Jeg elskede virkelig karakteren Poe, som er Stellas bedste ven, men som desværre også er CF’er (Cystisk Fibrose/lungesygedom). Han virkede som en mere fuldendt karakter, massere af personlighed og historie at fortælle. Ham ville jeg gerne have haft mere af.
Når alt det er sagt, så synes jeg at det er super vigtigt at denne bog er udkommet, da den sætter et fokus, hvor svært nogen går og har det. Det kan hjælpe til at forstå at nogen handler eller bliver “krænket” af årsager man ikke kender. De kan have noget baggrund eller en tung bagage, de skal slæbe rundt på, der ligger til grundlag for deres reaktioner. Derfor håber jeg at der kommer mange flere bøger, der behandler sådanne emner, så man kan udvide sin horisont gennem læsning.
