| Jungledrømme ApS | 79 sider | Udgivet d. 6/10-2021 |
[Anmeldereksemplar]

Forlaget skriver
Drømmefangeren er en magisk godnathistorie om følelser og drømme. Hubert har mistet sin drømmefanger og uden den, har han svært ved at sove. Derfor må han på en tur rundt til Drømmejunglens dyrebørn for at finde hjælp. Mens Hubert leder efter sin Drømmefanger, må han håndtere svære følelser som skuffelse, angst og vrede. Heldigvis har han både søde venner og en magisk fantasi, så det hele skal nok ende godt. I slutningen af bogen guides barnet gennem søvndyssende hypnoseteknikker, der kan hjælpe med at skabe ro, så barnet kan falde trygt i søvn. Bogen kan inspirere til gode samtaler om følelser og drømme og omkring, hvordan både svære og beroligende følelser smitter. Den indeholder desuden kreative tegneøvelser samt viden om børns drømme. Historien er udviklet af læge og klinisk hypnoterapeut Anna Knakkergaard, der har stor erfaring med behandling af søvnproblemer hos både børn og unge. Bogens mange fine illustrationer og det visuelle univers er skabt af arkitekt og illustrator Julie Dam. Den primære aldersgruppe er 4-10 år, men både yngre og ældre børn har også glæde af de beroligende historier.
Anmeldelse
Hypnose og bøger kombineret er ikke et nyt fænomen, det har man set for nogle år siden i den bølge af hypnosesovebøger, der kom i kølvandet på Kaninen, der så gerne ville sove. Jeg har selv været i et forløb med hypnoterapi i forbindelse med noget eksamensangst, hvilket virkelig gav pote. Derfor fandt jeg også denne form for børnehypnosebog spændende.
Overordnet synes jeg faktisk at det er lykkes meget godt, da der kommer noget historie, som bliver bundet op på hypnoseteknisk oplæsning uden at det bliver for langsommeligt. Plottet i bogen er simpelt og med et sødt plottwist, man som voksen måske har regnet ud for længst, men som kan give noget wow-effekt hos børnene. Det er en rigtig fin idé at hovedpersonen, Hubert, besøger forskellige dyr i junglen, som døjer med forskellige typer karakteristika og problemer. Der er eksempelvis papegøjen Petra, der snakker meget, især når hun skal lige til at sove, så vil hun rigtig gerne fortælle en hel masse eller tapiren Torben, der ofte har lidt problemer med maven, muligvis fordi han spiser rumlebær og det kan også gøre det svært at falde i søvn. Der er altså masser af problemer som barnet kan relatere til. Måske allermest den del af hovedplottet, hvor Hubert ikke kan sove, fordi han mangler en bestemt genstand, her en drømmefanger.
Billedsiden af bogen er virkelig flot. Den drømmende stil i illustrationerne stemmer rigtig godt overens med fortællingen i bogen med skønne farver og former.
Dog har jeg lidt svært ved at forstå valget at nogle af navnene til dyrene. Hvorfor har man valgt at gå med navne som Torben, Bjarne og Doris, som er i total nedgang. Jeg har tænkt om det ville være mere relaterbart for børnene, hvis dyrene havde navne der passede bedre på deres egen alder.
Derudover er papiret i bogen også lige en tand for tykt. Det gør det svært at holde bogen åben med en hånd, hvis man nu skal sidde og nusse barnet med den anden (eller tage et billede #bloggerproblemer).

Når det så er sagt, skal bogen have ros for de dele, der går ud over historien, da bogen ud over selve fortællingen også indeholder en forklaring på, hvad hypnose er og hvordan oplæseren skal læse teksten. Bagerst i bogen er der en lille guide til, hvordan man kan lave en drømmefanger, som er en central ting i historien. Til sidst vil jeg også nævne den app, der kan købes til bogen. Hvis man ikke selv er den skarpe oplæser, så kan app’en læse op for en, med de rigtig betoninger og pauser, der skal til i en hypnotisk oplæsning, man kan også selv lytte til det, inden man giver sig i kast med oplæsningen, så man på forhånd kan øve sig i denne særlige form for oplæsning. App’en har også stemningsmusik man kan lægge ind over sin oplæsning, så rummet fyldes af beroligende white noise i form af jungle lyde.
Det er i alle fald tydeligt at der har været gjort en del tanker i forbindelse af denne bog.