| Gyldendal| 616 sider | Udgivet 15/9-2018 |
Forlaget skriver
I 2016 tog bind 1 af Ravnenes hvisken de danske læsere med storm med sin helt nye blanding af krimi, fantasy, humor, kærlighed og nordiske guder. Nu kommer det længe ventede sidste bind i trilogien.
Selv om hun blev genoplivet, har Annes død sat gang i Fimbulvinteren, som det var forudsagt, at det ville ske. Ragnarok er på vej, og med hele Norden nedsunket i evig vinter må Anne og hendes venner kæmpe for at finde en måde at redde verden fra undergang. Men ikke alle er, hvad de giver sig ud for. Nogen tæt på Anne har forrådt hende, og hun ved stadig ikke hvem. Andre begynder at indse, at Ragnarok måske ikke er det værste, der kan ske – for dem. Hvem er ven, og hvem er fjende? Til sidst må Anne drage til det sted, hun har svoret aldrig at vende tilbage til, og bede om hjælp hos ham, hun svigtede – og ham, hun forrådte. Men vil de stadig hjælpe? Uret tikker mod enden, og Anne vil gøre alt for at afværge Ragnarok. Også selv om det kræver store ofre …
Anmeldelse
Det er noget af en afslutning vi rammer ind i, i bog nr. 3. Der sker virkelig mange ting. Som i VIRKELIG mange ting. Det er ligefør man mister pusten. Egentlig føltes det til tider lidt forjaget. Jeg savnede lidt alt det gode karakter drevne, som vi havde i bog 1 og noget af bog 2. De fede samtaler, med verbale lussinger. Egentlig tror jeg at bogen godt kunne have brugt at være delt op i to. Således at det ikke blev så fremskyndet og at læseren sammen med Anne ikke blev kastet fra det ene store problem efter det andet.
Til gengæld, så elskede jeg virkelig slutningen. Den var så fin og ikke sådan en definitiv slutning, men en livet går videre slutning. Med masser af ømhed, sorg, kærlighed og håbløshed. Lige præcis sådan en atmosfære jeg forestiller mig der ligger sig omkring dem der står og kigger på hinanden efter at have været sammen igennem noget stort, livsændrende og traumatiserende.
Kan vi ikke også lige give en applaus til karakteren Elias. Han er og bliver min darling. Han er så fuldført et røvhul, som man bare ikke kan andet end at holde af. Har alle ikke brug for en Elias i sit liv?
Jeg elsker at Malene Sølvsten er så nørdet som hun er. Man kan som læser virkelig mærke, hvordan hun har siddet og nørdet sig helt ned mellem linjerne på de gamle nordiske kilder og sagaer. Det er så fedt og viser på en eller anden måde en vis respekt overfor ens læsere.
